FN's generalsekretær Ban Ki-moon kræver, at det syriske styre giver FN-observatørerne fuld bevægelsesfrihed til at kunne overvåge den våbenhvile, som nu officielt har varet siden torsdag. Det skriver Associated Press.
"Det er den syriske regerings ansvar at sikre fri adgang og fri bevægelighed inden for landets grænser. De skal have lov til frit at flytte til de steder, hvor de vil være i stand til at sikre, at volden ikke fortsætter," udtalte Ban Ki-moon i dag ved et møde i Bruxelles.
I weekenden viste det sig dog, at den syriske regering fortsætter sine angreb på oprørernes by Homs, og det har derfor rejst tvivl om præsident Bashar Assads vilje til at stoppe volden i landet.
De seks observatører fra FN ankom til Damaskus sent søndag nat og gik derefter hurtigt i gang med at forhandle vilkår på plads med de syriske myndigheder. Planen er at udvide den ubevæbnede udsending til 250 mand.
Ban Ki-moon mener, at den syriske våbenhvile stadig er "meget skrøbelig", men det er vigtigt, at den holder, så den "politiske dialog kan fortsætte," siger Ban Ki-moon.
Kilde: Associated Press