Demonstranter mod Syriens regering mener, de er blevet nedslagtet, fordi de bad om reformer. Nu skal FN undersøge, om der er sket brud på menneskerettighederne.
FN' menneskerettighedsråd vedtog i dag en resolution om, at undersøge menneskerettighederne i Syrien. 33 lande stemte for, her i blandt de fire arabiske lande Saudi Arabien, Qatar, Kuwait og Jordan.
"Jeg er meget tilfreds med, at FN's menneskerettighedsråd med vedtagelsen af resolutionen i dag har sendt et klart signal til det syriske regime," siger udenrigsminister Lene Espersen i en pressemeddelelse.
Dog stiller fire lande med Rusland og Kina i spidsen sig på bagbenene, og det ærgrer Lene Espersen, der på Danmarks vegne var med til at stemme for resolutionen.
"Det er beklageligt, at der stadig er lande, der tøver i sin kritik af det syriske regimes adfærd, men jeg er glad for, at flere lande fra regionen støttede resolutionen," siger hun.
FN vurderer, at over 2.200 mennesker er dræbt under protesterne i Syrien, som startede midt i marts i år. Siden Ramadanen begyndte er op mod 350 slået ihjel.