Den islandske askesky har igen tabt sit greb om det danske luftrum, og derfor er luftrummet nu åbent for al flytrafik frem til klokken 08.00 torsdag.
Det oplyser flyvesikringstjenesten Naviair.
"Ud fra de helt friske data, vi har fået, kan vi se, at der stadig er gunstige vilkår for det danske luftrum. På basis af det holder vi hele det danske luftrum åbent indtil klokken 08.00 i morgen tidlig," siger kommunikationschef Bo Pedersen til Newspaq.
Tidligere turde man kun åbne flytrafikken til kl. 02.00 natten til torsdag, men de nyeste prognoser fra London har fået Naviair til at forlænge åbningen af det danske luftrum.
Luftrummet for hele landet blev for første gang åbnet klokken 11.00 onsdag, efter hele det danske luftrum har været lukket siden den 15. april.
Næste melding fra Naviar forventes omkring kl. 21.00 onsdag.