Den voldsomme regn, der lige nu vælter ned flere steder i landet, skaber store problemer.
De massive regnmængder gjorde, at Billund Lufthavn i formiddags var nødt til at lukke lufthavnen i tre kvarter. Samtidig skabte lynnedslag tekniske problemer.
Og vejret er ekstremt, fortæller TV 2-metrolog, Andreas Nyholm.
"I Billund har de observeret 30 millimeter regn på 50 minutter, og det er altså i kategorien skybrud. 30 millimeter er ganske voldsomt og vil opleves som oversvømmelser meget lokalt," forklarer Andreas Nyholm til Newspaq.
Billund Lufthavn råder dog stadig deres passagerer til at checke ind til normal tid, men at man skal regne med forsinkelser i løbet af dagen.
"Vi afvikler alle afgange og ankomster som planlagt. Der vil være forsinkelser på grund af vandet på landingsbanen, men det er altså ikke noget, der betyder aflysninger," forklarer Helle Thomsen fra Billund Lufthavn til Newspaq.
Det er ikke kun de flyvende folk i Billund, der kommer til at mærke til det lunefulde danske sensommervejr.
"Det er især i den centrale og sydlige del af Jylland og på Fyn, der i eftermiddagstimerne lokalt kan komme rigtig mange millimeter. Der kan sagtens komme mellem 30-40 millimeter nogle steder," forklarer Andreas Nyholm.