Går man efter at skabe flest mulige job til danske håndværkere og ingeniører skal man vælge en tunnel under Femern Bælt - frem for en bro.
Og det er da også det, de danske politikere har besluttet sig for, skriver DR Nyheder.
Folketingets trafikudvalg mødes i næste uge om sagen, men allerede nu tegner der sig et klart politisk flertal for en 18 kilometer lang tunnel under Femern Bælt til Tyskland.
Både regeringen, Dansk Folkeparti, SF og Socialdemokraterne går ind for en tunnel.
"Den langsigtede miljøpåvirkning har det bedst med en tunnel. Det har været det vigtigste for os i debatten om bro eller tunnel," siger SF's Anne Baastrup ifølge DR Nyheder-.
For andre partier spiller beskæftigelsen en afgørende rolle for valget.
En fast forbindelse til Tyskland forventes at kaste mellem 25.000 og 30.000 arbejdspladser af sig - mange af dem vil tilfalde danske ingeniører og håndværkere.
Byggeriet begynder i 2014 og forventes afsluttet i 2020.