Det skal være lettere for bedsteforældre og unge under 16 år at klippe hæk for naboen eller være babysittere uden, at de skal betale skat.
Det mener De Konservative, der vil hæve grænsen for skattefrie vennetjenester til 10.000 kr. om året, skriver Jyllands-Posten.
"Vi skal af med noget af nidkærheden og tillade mennesker at hjælpe hinanden til en vis grænse, uden at det ulovliggøres," siger finansordfører (K) Mike Legarth til avisen.
Hidtil har folkepensionister måtte udføre vennetjenester for en værdi af 3.200 kr. om året.
Forslaget støttes af Venstre og Dansk Folkeparti under forudsætning af, at det ikke koster statskassen penge.
Skattefritagelsen omfatter kun dagligdags ting som rengøring, tøjvask, indkøb, havearbejde og pasning af børn - og ikke større reparationer på f.eks. huse.