Hvis du sluger en pille inden eksamen for at undgå rystende hænder og angstsved, så er du ikke den eneste.
Forbruget af medicinen betablokker blandt unge er nemlig steget markant de seneste 12 år.
I 2007 fik knap 2.200 personer mellem 15 og 19 år udskrevet betablokker. Ifølge tal fra Lægemiddelstyrelsen er det en stigning på 33 procent i forhold til 1997.
De unge tager blodtryksmedicinen for at præstere bedre til eksamen. Selvom medicinen ikke er beregnet til så unge patienter, mener Jens Peter Kampmann, der er chef for Institut for Rationel Farmakologi ikke, der er grund til bekymring.
"Det er velkendt, at det tager toppen af symptomerne på præstationsangst; hjertebanken, rysten på hænderne. For unge er det ufarligt i små doser, så jeg er ikke forarget," siger han til JyskeVestkysten.
Hans Ole Svendsen, der er speciallæge i almen medicin, råder dog de unge til kun at bruge medicinen, hvis der er tale om "abnorm angst."
"Let nervøsitet er en del af livet, og det er uheldigt, hvis man begynder at bruge kemiske stoffer hele tiden bare for at slå til. Så udvikler personligheden sig ikke normalt," siger Hans Ole Svendsen.