20 millioner kroner. Det har VK-regeringen og Dansk Folkeparti afsat som en ekstra pulje til bekæmpelse af bandekriminalitet i 2011.
Pengene skal blandt andet bruges til at skabe bedre sikkerhed for de ansatte i fængslerne, skriver justitsminister Lars Barfoed (K) i en pressemeddelse.
"Jeg er meget glad for aftalen med Dansk Folkeparti om at styrke indsatsen mod de negativt stærke bande- og rockermedlemmer - og dermed øge sikkerheden for både de ansatte og andre indsatte i kriminalforsorgen," siger han.
Ifølge pressemeddelelsen skal pengene blandt andet bruges til at sætte en skærm op i alle arresthuse. Den skal vise præcist, hvor i arresthuset personalet befinder sig. Og det skal hjælpe, når der bliver slået alarm.
Justitsministeren skriver, at politiet nu har registreret i alt 144 bande- og rockergrupper. som har et medlemstal på omkring 1.650 personer. En sjettedel af disse sad ved udgangen af 2010 i spjældet, hvor i alt 80 af grupperne i øjeblikket er repræsenterede.
Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Lars Barfoed.