En truende sms eller en ubehagelig email i indbakken er blevet hverdag for et stigende antal kvinder. De oplever, at mænd forfølger dem og ofte uden, at gerningsmanden bliver straffet for det. Det skriver Berlingske Tidende.
Landsorganisationen Af Kvindecentre oplever, at der er sket en markant stigning i antallet af kvinder, der henvender sig, fordi de føler sig forfulgt af en ekskæreste eller en fremmed.
Og forklaringen skal findes i, at det er blevet nemmere at forfølge folk med den teknologi, der findes i dag, vurderer sekretariatschef for organisationen, Lene Johannesson.
"Førhen skulle manden bevæge sig ud for at chikanere, nu kan han bare sidde derhjemme og sende sms'er og mails," siger hun til avisen.
Mange kvinder føler sig samtidig svigtet af systemet, fordi mændene ikke bliver straffet for deres handlinger.
I dag skal politiet først give en advarsel og kan så derefter gribe ind, når den overtrædes. Og det krav er både SF og Socialdemokraterne klar til at fjerne med en såkaldt 'stalking-lov.'
Dansk Folkeparti og Venstre er positive overfor forslaget, som vil blive fremsat snarest muligt.