Flere og flere kan springe køen over til det offentlige sundhedsvæsen, hvis de bliver syge, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
På bare et år er antallet af sundhedsforsikrede danskere steget med 340.000, så i alt 1.853.000 i dag er dækket, viser tal fra Forsikring & Pension.
For et par år siden var forventningen, at hundredtusindvis af danskere ville ophøre med at have sundhedsforsikringer, da den røde regering fjernede skattefradraget på dem. At det går den stik modsatte vej kommer bag på professor i sundhedsøkonomi Mickael Bech, Syddansk Universitet.
- Det er overraskende, at stigningen er så markant. Men mange virksomheder må have en oplevelse af, at sundhedstilbuddene i forsikringerne får sygefraværet til at falde, og at medarbejderne er glade for dem, siger han til Jyllands-Posten
Blandt de forsikrede er 30.000 rengøringsassistenter, som er med i PensionDanmark. Administrerende direktør i pensionsselskabet, Torben Möger Pedersen, mener, at en sundhedsforsikring forhindrer en række uheldige konsekvenser.
- Hvis man går til lægen og bliver henvist til en rygspecialist, er der fire til seks måneders ventetid. Det betyder, at folk mister deres job og kommer på sygedagpenge, og at mange ender på førtidspension. Det har vi kortsluttet, og vi garanterer folk, at de kan blive udredt inden for typisk tre uger, siger han til Jyllands-Posten.
Med omkring to millioner forsikrede danskere, er det snart kun de offentligt ansatte, som ikke er dækket. Og det er en forskelsbehandling af arbejdsmarkedet, mener arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.
- Folk på det private arbejdsmarked har mulighed for at springe køen over, så der er tale om en skævvridning, siger han til Jyllands-Posten.
Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) ser ikke noget problem i sundhedsforsikringerne.
- Jeg kan sagtens leve med, at der bliver tegnet private forsikringer, siger ministeren til Jyllands-Posten.