Stadig flere snyde-firmaer dukker op på landets byggepladser. Det mener både fagbevægelsen og arbejdsgiverne i Dansk Håndværk.
Det fortæller DR Østjylland.
Fænomenet hedder enmands-virksomheder. Det handler typisk om håndværkere, som i virkeligheden er ansat i et udenlandsk byggefirma. Håndværkeren og firmaet snyder så ved at kalde medarbejderen for selvstændig, selv om han reelt er lønmodtager.
På den måde kan firmaet undgå at betale overenskomstsmæssig løn og samtidig smyge sig uden om de forpligtelser, som et firma har, når det for eksempel gælder sygedagpenge.
- Vi kan se, at der er en stigning i antallet af falske selvstændige, siger Ole Vagn Christiansen, der er formand for LO Aarhus til DR Østjylland.
Netop i Aarhus er der i øjeblikket gang i mange store byggerier, som tiltrækker enmands-firmaer. Flere af dem fungerer helt efter bogen, men både fagbevægelsen og Dansk Håndværk konstaterer, at der altså dukker stadig flere snyde-firmaer op på byggepladserne.
- Det drejer sig om personer, der ønsker at arbejde i Danmark, men som samtidig vil snyde sig uden om overenskomstsystemet. De vælger altid den metode, som bedst kan betale sig, og i øjeblikket går det fra at være ansat til at være selvstændig, siger Ole Vagn Christiansen.
Det er ofte umuligt for Skat at tjekke, om et enmands-firma overhovedet har eksisteret i hjemlandet, før det dukkede op her.
Både fagbevægelse og arbejdsgivere opfordrer regeringen til at indføre krav om, at alle på byggepladsen skal have ID-kort - også dem, der kalder sig selvstændige.
Ole Vagn Christiansen peger på, at snyderiet blandt andet har betydning i forbindelse med arbejdsulykker, hvor et byggefirma kan undgå at betale erstatning til en ansat, hvis han i stedet har status af selvstændig.
- Byggepladsen er lige farlig for alle. Risikoen for at du kan komme galt af sted er lige stor - uanset om du er selvstændig eller ansat, siger han.