Flere personer i forskellige aldre er sendt til hospitalet efter en eksplosion i et parcelhus i Sverige.
Episoden efterforskes som drabsforsøg.
Det oplyser svensk politi tidligt onsdag morgen.
Eksplosionen fandt sted i et hus i byen Strängnäs, der ligger cirka 80 kilometer vest for Stockholm.
Politiet fik en anmeldelse om eksplosionen klokken 01.18 natten til onsdag.
Området omkring huset er afspærret på grund af tekniske undersøgelser.
- Det er lige nu svært at sige, hvor omfattende skaderne er. Vi vil ikke gå ind og røre noget, før teknikerne har færdiggjort deres undersøgelse, siger vagthavende ved politiet Mikael Ehne.
Han oplyser, at politiet efterforsker hændelsen som et drabsforsøg.
Der er dog endnu ikke nogen mistænkte i sagen.
- Det er uden tvivl en alvorlig hændelse. Oplysninger, vi har fået, og iagttagelser, vi har gjort os på stedet, gør, at vi antager, at det kan dreje sig om et drabsforsøg, siger Mikael Ehne.
Den nationale svenske bombeenhed er til stede ved huset.
Alle, der befandt sig i huset, er blevet bragt til hospitalet. Deres skader er ikke livstruende, oplyser politiet ifølge den svenske avis Aftonbladet.
Politiet vil endnu ikke oplyse, hvor mange personer det drejer sig om.
- Det er en oplysning, som kan have interesse for gerningsmanden, så derfor går vi ikke ud med det, siger Mikael Ehne til Aftonbladet.
Personernes nærmere identitet og relation til hinanden er heller ikke blevet oplyst.
Eksplosionen er langtfra den første i Sverige den seneste tid.
Inden for de seneste knap tre uger har der ifølge det svenske nyhedsbureau TT været fire større eksplosioner forskellige steder i Sverige.
Senest den 31. marts i byen Motala, der ligger cirka 250 kilometer sydvest for Stockholm. Også den eksplosion blev opfattet som drabsforsøg.
/ritzau/TT
/ritzau/TT