Flaming Lips, Orange, lørdag 18.30

Knivskarp i gråt Cerutti jakkesæt med vest og casual ubunden butterfly går forsanger Wayne Coyne rundt på Orange scene, længe inden koncerten er sat til at gå i gang. Og allerede her indleder han den samtale med publikum, som kommer til at vare flere timer endnu, og hvis ord formentlig og forhåbentlig vil sætte spor i folks hjerter.

- Jeg tror på, at tingene bliver bedre, hvis vi tror på det. Du kan gøre en forskel ved selv at sætte et eksempel, sagde Wayne Coyne.

Et gammelt budskab, som der mere end nogensinde er brug for. Ikke bare af politiske årsager for de har altid været der og vil altid være der, men fordi den vestlige verden langsomt er ved at vågne og være klar til handle ud fra kærlighed, medmenneskelighed og omtanke for hele kloden.

Det, du sætter din energi på, vokser. Og Flaming Lips satte deres energi på kærlighed og glæde, og derfor får de en ekstra stjerne - for at gøre deres til en forskel. Og fordi de vil noget andet med deres psykedeliske rock/pop end bare at svine en højrefløjspolitiker. Således udtrykker Flaming Lips deres utilfredshed med Bush, men de sætter samtidig noget i stedet. Håb, kærlighed og positiv energi.

Fra start til slut blev publikum overøst med farvestrålende konfettiregn, kæmpe balloner og sprudlende glæde. Og med på scenen havde de en flok udvalgte publikummer, der helt sikkert havde deres livs oplevelse som en del af det udstrakte sceneshow uklædt som aliens med håndholdt lyskegler, superhelte, julemænd og oppustelige fantasidyr.

På ’The Yeah Yeah Yeah Song’ bad Wayne Coyne publikum om at synge med og virkelig mene det, så vi i fællesskab kunne sende ’a sonic message’. ’Yoshimi Batles the Pink Robots’ var ét langt og smukt sing-a-long mellem en inderlig Wayne Coyne og et lige så inderligt publikum. Mens ’Do You Realize’ afsluttede en skinnende koncert uden en eneste dråbe regn. For som Wayne Coyne sagde:

- Når Flaming Lips spiller, regner det aldrig.