Daniel Hornstrup er født og opvokset i Holstebro. Hans far er dansk, og han har fire danske pas liggende hjemme i skuffen. Alligevel er han ikke dansk statsborger.
Da den unge mand i januar 2010 fyldte 18 år, fik han et brev fra Udlændingeservice. I brevet stod, at han - trods sit danske ophav - skulle ansøge om opholdstilladelse på selvstændigt grundlag.
Forklaringen var, at Daniels mor, der er thai, ikke er blevet gift med hans danske far, og at myndighederne i Holstebro har fejlet.
Da Daniel er født i 1992, er han ikke automatisk blevet dansk statsborger, fordi loven dengang kun gav statsborgerskab, hvis moren var af dansk oprindelse.
Den detalje har Holstebro Politi ikke været opmærksom på, hvorfor Daniel har fået udstedt ikke mindre end fire danske pas.
CPR-registeret har i midlertidigt registret den 19-årige mand som thailandsk statsborger, og derfor skal Daniel nu ansøge om indfødsret for at få opholdstilladelse i Danmark.
Oven i det kan den unge mand kun få opholdstilladelse i to år, da han, qua regeringens pointsystem, ikke har "udvist aktivt medborgerskab", og derigennem ikke har optjent tilstrækkeligt med point.
Dermed kan Daniel risikere at blive udvist fra det land, hvor han er født og opvokset.
Politikere fra begge sider af Folketinget er rystede over sagen og mener, at integrationsministeren må gå ind i sagen.
Søren Pinds pressemedarbejder siger til Information, at ministeren ikke ønsker at kommentere konkrete personsager.
Kilde: Information