Fiorentinas spillere og sportsdirektør Daniele Prade er frustrerede over, at AC Milan søndag aften snuppede en plads i Champions League fra dem.
AC Milan var tvunget til at vinde over Siena for at overhale Fiorentina i toppen af Serie A, og det så længe godt ud for Fiorentina, da Siena var foran med 1-0 frem til det 84. minut.
Her fik AC Milan så tildelt et straffespark, som blev udnyttet af Mario Balotelli, og kort efter scorede Philippe Mexes sejrsmålet til 2-1 for Milan.
- Milan fik foræret et straffespark.
- Det er meget skuffende at se sin drøm forsvinde på den måde. Vi troede, at vi var på vej i Champions League, siger Fiorentinas forsvarsspiller Manual Pascual ifølge Reuters.
Forsvarskollegaen Gonzalo Rodriguez skriver på Twitter:
- Hvis jeg siger noget, så kommer jeg aldrig til at spille i Italien igen.
Fiorentinas sportsdirektør Daniele Prade er også meget overrasket over kampens udvikling mellem AC Milan og Siena.
- Vi føler os impotente, når der sker sådan noget. Der findes ikke ord for det. Vi fortjente meget mere, og vi har aldrig selv fået noget foræret.
- Vi gik fra eufori til det modsatte, men vi havde forventet det. Det sidste kapitel var skrevet på forhånd, siger Daniele Prade ifølge Reuters.
Fiorentina må nøjes med at spille i Europa League i næste sæson, mens AC Milan får mulighed for at kvalificere sig til gruppespillet i Champions League.
Juventus og Napoli er sikret direkte adgang til Champions Leagues gruppespil som etter og toer i Serie A.
/ritzau/