Den dobbelt Oscar-belønnede Hollywoodstjerne Sean Penn er gået i kødet på det engelske kongehus.
Det skyldes den genopståede uro mellem England og Argentina omkring Falklandsøerne, som var omdrejningspunktet i en krig mellem de to nationer i 1982.
Nu har englænderne ikke bare oprustet deres militære tilstedeværelse på Falklandsøerne, som ligger ud for den argentinske kyst, men har sågar sendt prins William til øerne som soldat, og det huer ikke skuespilleren, som kalder handlingen "ufølsom."
"Der er mange steder at udsende prinsen. Da en udsendt prins generelt ledsages af krigsskibe, er det ikke nødvendigt at sende ham til et hav af fælles blod," siger Sean Penn til The Guardian.
Falklandskrigen varede fra den 2. april til den 14. juni 1982 og kostede i alt 907 soldater livet. Desuden blev omkring 1.800 mennesker såret, og der blev taget omkring 11.500 krigsfanger.
Sean Penn kalder det utroligt, at England kunne finde på at sende en prins i militæret til Falklandsøerne, når man udmærket er klar over "den store følelsesmæssige sensitivitet hos både mødre og fædre i Englang og i Argentina, som tabte sønner og døtre."
Penn opfordrer derfor til, at Argentina og England finder en måde at dele øerne på, så begge lande får lige adgang til øernes naturressourcer.
Kilde: The Guardian