"Vi må tage sikkerheden op igen."
Sådan lyder det fra filmselskabernes brancheorganisation, Producentforeningen.
I juni blev skuespiller Bodil Jørgensen kørt over af en traktor under en filmoptagelse. Ulykken har været en øjenåbner i filmbranchen, hvor mange skuespillere og filmarbejdere nu kritiserer sikkerheden.
Læs også: Efter Bodil Jørgensen-ulykke: Filmfolk lever livet farligt
Producentforeningens direktør, Klaus Hansen, vil invitere skuespillerne og filmarbejderne til en drøftelse af sikkerheden på filmoptagelserne.
"Vi skal ind og se på, hvad der skal til, for at vi kan styrke sikkerheden ude på produktionerne," siger han.
Klaus Hansen vil nu diskutere sikkerheden i filmbranchen med repræsentanter for skuespillerne og filmarbejderne
Hver gang der sker en ulykke, bør parterne sætte sig sammen og undersøge, om den kunne være undgået, mener Klaus Hansen.
"Det er ikke nok, at vi siger, at sikkerheden skal være i orden. Vi skal også have drøftelser om konkrete indsatsområder."
Hurtigere og billigere
Løftet fra filmproducenterne kommer efter, at både skuespillere og filmarbejdere har kritiseret tidspresset i filmbranchen, der går ud over sikkerheden.
Klaus Hansen erkender, at presset på skuespillere og filmarbejdere er øget i takt med, at det er blevet sværere at få økonomien til at løbe rundt i filmbranchen.
"Det er klart, at det har nogle konsekvenser, blandt andet at man gerne vil have lavet tingene hurtigere og dermed billigere," siger han.
Men han understreger, at filmselskaberne tager sikkerheden meget alvorligt.
"Vi har sikkerhedsrepræsentanter på alle produktioner, og det er mit eget indtryk, at der hele tiden er nogen, der har øje for de sikkerhedsmæssige spørgsmål," siger han.