»Det er dybt frustrerende.«
Sådan lyder det fra filmproducer og skuespiller Frederik Meldahl Nørgaard. Han står bag filmselskabet Stogie Films og har brugt flere uger mere end planlagt i lydstudiet for at rette op på lyden i sin kommende spillefilm Det perfekte kup .
Lyden er nemlig blevet ødelagt af rystelserne fra de mange godstog, som hver dag kører tæt forbi filmbyens studier.
Lyden kan ikke bruges
Filmen, som har premiere senere på året, er Stogie Films første, og rollelisten tæller navne som Tommy Kenter, Ole Thestrup og Robert Hansen.
Den er instrueret af Dennis Holck Petersen og har blandt andet fået støtte fra Den Vestdanske Filmpulje og en lang række lokale virksomheder, herunder Filmby Århus, som har lagt lokaler til en stor del af filmoptagelserne.
»Vi optog i filmbyens studie i to uger i september 2005. Men efter at have lyttet optagelserne igennem står det klart, at mellem 25 og 30 procent af lyden på studieoptagelserne faktisk ikke kan bruges på grund af støj og rystelserne fra de tunge godstog, der kører forbi studiet flere gange i timen,« siger Nørgaard.
Ud over at forsinke selve produktionen af filmen har de dårlige lydoptagelser kostet selskabet op mod 40.000 kroner i ekstraudgifter til nye lydoptagelser. For filmproducenten er det dog perspektivet i lydproblemerne, der er de mest frustrerende.
»Det er så utrolig ærgerligt, at man bygger en filmby til mange millioner, og den så ikke er 100 procent i orden. Det betyder jo, at studierne reelt ikke kan bruges til ret meget andet end reklamefilm, hvor dialogen kan passes ind efter køreplanen for godstog,« siger Frederik Meldahl Nørgaard.
Tager kritik med ro
Hos Filmby Århus tager man kritikken med ro.
»Jeg kan godt forstå, at Frederik Meldahl Nørgaard er frustreret, men studierne fejler ikke noget. De øvrige filmproduktioner, som har brugt dem, har ikke oplevet problemer af den slags,« siger Søren Poulsen, leder af Filmby Århus.
Han understreger, at der i forbindelse med indretningen af studierne er gjort et stort arbejde for at sikre optagelserne mod støj udefra. Han beklager, at Stogie Films har haft en dårlig oplevelse, og tilføjer, at der i øjeblikket arbejdes på at fjerne godstogene helt fra området.