For femte gang lægger København by til dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.
Ti dage med dokumentarfilm fra hele verden fra morgen til aften– fortrinsvis i de københavnske biografer, men også steder som Operaen, i en flyvemaskine og på spillestedet Vega. I år præsenterer festivalen det, de selv kalder »det hidtil mest ambitiøse live program – en musikfestival i sig selv«. Men hvorfor det, når det er en filmfestival?
Broget program
»Musikfilm har fra begyndelsen været en stor del af programmet, men derudover har det været vores ambition at gøre dokumentaren levende ved at bringe liveaspektet ind. I modsætning til spillefilm har dokumentaren et meget tæt forhold til virkeligheden. Vi bringer den endnu tættere på virkeligheden ved at vise film alternative steder eller bringe de elementer, som filmen handler om, ind i biografen,« siger eventkoordinator Niklas Engstrøm.
Han nævner visningen af filmen ’Chronicle’ om jazz-bandet Chicago Underground Trio, der efterfølges af en koncert i Operaen med den eksperimenterende trio som eksempel på koblingen mellem film og virkelighed.
Er I nødt til at lokke med koncerter, videoinstallationer, dj-shows og en aktivistisk støttefest for at få folk ind og se dokumentarfilm?
»Nej, folk kommer også til de mange film, hvor der ikke er tilknyttet arrangementer, og siden 2003 er vi gået fra 12.000 til 25.000 solgte billetter. Det har været et spørgsmål om at give noget ekstra. Vi forlænger filmenes virkelighed ud i virkeligheden,« siger Niklas Engstrøm.
CPH:DOX foregår fra 9.-18. november.
Ud over musik er der også serier med litteratur, aktivisme, fiktion/nonfiktion, politik og kunst som tema.
Tid, sted, pris og hele programmet kan ses på www.cphdox.dk