Flere tusinde danske børn og unge, nogle helt ned til ti år, bliver hvert år sendt udpumpning eller afgiftning på hospitalerne efter for meget alkohol eller narko.
Det viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed, skriver Berlingske Tidende.
Ifølge opgørelsen kommer cirka 2.500 børn og unge hvert år på hospitalet med diagnosen "akut alkoholforgiftning". Hovedparten er mellem 15 og 19 år og cirka 300 mellem 10 og 14 år.
"Det er slående, at de er så unge, og at de rammes af forgiftninger, hvilket mildest talt ikke er sundt. Og det er kun toppen af isbjerget. Derudover er der tusindvis af andre børn og unge, som også bliver syge og dårlige, uden at de ligefrem kommer på hospitalet. Det er store tal," siger forskningsleder Knud Juel, Statens Institut for Folkesundhed.
500 unge kommer årligt på hospitalet efter en høj dosis narkotika.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) har bebudet nye initiativer, der skal reducere unges alkoholforbrug.