Den tragiske ulykke, der ramte de festglade unge på musik festivalen Pukkelpop sent torsdag eftermiddag, har nu kostet fem mennesker livet indtil videre.
Over 40 personer er kvæstede.
Det var et voldsomt uvejr med enorme vindstød og regn, der uden varsel raserede den belgiske festival.
Og det fik scener og tribuner til at styrte sammen på festpladsen, hvor mellem 60.000 og 65.000 tilskuere, hovedparten unge var samlet, skriver den belgiske avis Le Soir.
"Himlen blev pludselig helt sort, og vi gik i ly før regnen kom. Pludselig væltede regnen ned, og vindstødene tog til i styrke," siger festivalgæst Catherine Blaise til avisen.
Alle koncerter på festivalen blev med det samme aflyst, og her til morgen har arrangøren valgt helt at aflyse resten af festivalen, der skulle have slutte på søndag.
"Vi kan ikke få os selv til at fortsætte festivalen. Så vi besluttede at stoppe Pukkelpop 2011 for resten af weekenden", siger Chokri Mahassine, der er arrangør af festivalen, i en erklæring her til morgen.
Kilde: Le Soir