Stadig flere danskere opgiver løbeture og diæter for at kunne slanke sig. Et stigende antal søger mod operationsbordet.
I Nordjylland er 115 patienter blevet sendt til operation mod fedme på et privathospital. Det er det dobbelte antal af sidste år, oplyser DR Nordjylland.
De mange fedmeoperationer koster regionerne dyrt, og de er på den måde med til at tage penge fra andre syge patienter.
"Alene antallet af fedmeoperationer i juli måned har kostet ni millioner kroner, og det gør et voldsomt indhug på de penge, som er afsat til det frie sygehusudvalg. Det er klart, at hvis det er en udvikling, som fortsætter, så vil det give os nogle økonomiske problemer," siger formanden for Region Nordjylland, Ulla Astmann.
Patienter har siden 2006 haft krav på at blive opereret for fedme inden for otte uger - ellers skulle opgaven overgives til et privat sygehus.
Sidste år blev 60 patienter i Nordjylland opereret for fedme.