FC Nordsjælland og Sønderjyske er begge placeret i den nederste halvdel af Superligaen med 12 point efter ti kampe.
Mandag aften tager FCN imod Sønderjyske, og en eventuel vinder af fodboldkampen vil kravle helt op i top-6.
FCN-træner Kasper Hjulmand håber at kunne bygge videre på 4-0-sejren i pokalturneringen ude over 1. divisionsholdet HB Køge i sidste uge.
- Vi har en god tæt gruppe af spillere at arbejde med. Efter transfervinduet er truppen barberet lidt ned, og flere spillere har vist, at de er klar til at tage skridt fremad.
- Vi har vist noget mere holdenergi, og mod HB Køge i onsdags var alle mand til stede hele tiden.
- Den holdenergi skal vi finde frem igen. Sønderjyske er et farligt hold for alle, og vi skal være på toppen både fysisk og mentalt for at vinde, siger Hjulmand til klubbens hjemmeside.
Sønderjyske har spillet uafgjort mod FC Midtjylland og vundet over Brøndby i holdets seneste to ligakampe, og det vækker respekt hos Hjulmand.
- Sønderjyske er en stærk modstander, der bliver bedre og bedre. De spillede fænomenalt i Brøndby, og de har gode spillere til det, de gør. De har nogle våben, der kan gør ondt, siger Hjulmand.
FCN måtte undvære forsvarsspilleren Victor Nelsson i pokalkampen mod HB Køge, men han er klar igen og med mod Sønderjyske.
Nelsson har spillet fuld tid i samtlige ti superligakampe, hvor FCN kun har lukket ni mål ind.
Sønderjyske møder op til kampen uden flere af holdets bærende kræfter.
Sønderjyske-spillerne Christian "Greko" Jakobsen, Johan Absalonsen og João Pereira er alle ude med mindre skader, der vurderes fra uge til uge.
Derudover er den centrale midtbanespiller Niki Zimling, der havde karantæne mod FCM, syg og ikke med i truppen.
I forhold til den seneste kamp mod FCM er Peter Christiansen og Nicholas Marfelt til gengæld med i truppen, oplyser Sønderjyske på sin hjemmeside.
Mandagens kamp går i gang klokken 19.
/ritzau/