Næste sommer skal en ny tv-aftale omkring rettighederne til Superligaen træde i kraft.
Normalt bliver sådan en aftale indgået på solidarisk vis mellem alle Superliga-klubber forhandlet af Divisionsforeningen. Men denne gang overvejer FC København at lave deres egen aftale.
"Jeg har været i dialog med tv-stationer, som vil betale FCK mere end det dobbelte af, hvad vi kan få fra den nuværende, solidariske aftale. Det skaber selvfølgelig den tanke, at vi måske bør være bevidste om vores værdi. Det kunne også være, at forhandlinger ført af FCK sammen med eksempelvis Brøndby kunne give et større afkast til de øvrige klubber," siger FCKs direktør, Anders Hørsholt, til Berlingske.
I de fleste europæiske lande kører man efter det samme solidariske princip som i Danmark. Spanien er dog en undtagelse. Her har FC Barcelona og Real Madrid snuppet hovedparten af indtægterne fra fodboldrettighederne.
Kilde: Berlingske