FC København og Brøndby mødes i næste runde af DBU's pokalturnering, men da kampen ramler sammen med en technofest i Parken, er den blevet flyttet til Gladsaxe Stadion.
Det er dog ikke en fornuftig beslutning, og FC København vil arbejde for at få kampen flyttet endnu en gang.
"Vi kan stadig håbe på, at DBU's programudvalg giver os lov til at flytte vores kamp 27. oktober til terminen for femte runde af pokalturneringen (22.-24. november, red.), for så kan vi spille i Parken og tilmed på et tidspunkt, som alle interessenter - klubber, tilskuere og tv-stationer - vil være tilfredse med," siger FC Københavns sportsdirektør, Carsten V. Jensen, til Ekstra Bladet.
Han mener, at DBU må forstå, at en sådan kamp har mange interessenter, som alle skal tilgodeses, og det kan de ikke blive i Gladsaxe.
"Der er tilskuere, tv-rettigheder, der er betalt mange penge for, og et par store klubber involveret. Det må være oplagt, at sådan en kamp selvfølgelig ikke skal spilles om eftermiddagen for øjnene af måske blot 4.000 tilskuere og formentlig meget få tv-seere," siger FCK-bossen.
DBU vil senere på ugen komme med en endelig afgørelse af kampens spilletidspunkt.
Kilde: Ekstra Bladet