"Smid tøjet og hiv op i penis og testikler." Sådan lød ordren fra Østjyllands Politi til en flok på 175 FCK- fans, som befandt sig i tre busser på vej mod Århus. De var på vej for at støtte deres hold i søndagens opgør mod AGF.
Angiveligt havde politiet fået et tip om, at fansene både skjulte stoffer og fyrværkeri. Derfor blev de bedt om at smide al tøjet. Politiet fandt inde i bussen en mindre mængde amfetamin, hash og fyrværkeri, men ellers var udbyttet af den grundige penis-visitation lig nul.
"Det var ret chokerende at opleve. Man spørger om det ikke er ulovligt, og får at vide, at hvis man har lyst til at se fodbold i dag, så har man at gøre, hvad der bliver sagt," siger FCK- fan Andreas Jensen til DR Nyheder. Fansene var især rasende over, at den tvungne stripopvisning foregik i fuld offentlighed, hvor en skare mennesker kunne stå tæt på og iagttage løjerlighederne.
Tilsyneladende er der internt i Østjyllands Politi uenighed om, hvorvidt aktionen var i orden. Hvor politiets melding søndag var, at visitationen foregik korrekt, tager betjentenes chef, chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen, i dag bladet for munden.
"Det kan godt være, at stripningen er lovlig. Det må statsadvokaten undersøge, hvis FCK'erne klager over behandlingen. Uanset om det er en legal fremgangsmåde, finder jeg det uetisk og uværdigt. Borgere skal ikke tvinges til at stå nøgne til skue sammen med mange andre, de ikke kender," siger chefpolitiinspektøren, ifølge Politiken.
Fansene klager nu til Statsadvokaten.