For tredje gang i denne sæson fik FC Nordsjælland skovlen under Horsens.
På en snedækket bane i Farum vandt nordsjællænderne 2-1 - godt sat i gang af et kiks i Horsens-forsvaret allerede efter få minutters spil.
Andreas Granskov udnyttede muligheden og scorede til 1-0.
Kort efter var FCN's keeper i gavehumør. Jesper Hansen fumlede så meget med bolden, at Issey Nakajima-Farran kunne glide bolden i mål.
I første halvlegs sidste minut viste Anders Due dog, at FCN godt kan score reelle mål. AaB-lejesvenden hamrede bolden i nettet fra kanten af feltet.
Med sejren lægger FCN afstand til Esbjerg og AaB i bunden, mens AC Horsens kan overvintre i midten af rækken.