Ulvene fra FC Midtjylland har nu fået bid i jagten på et styrke bredden i det skadesramte forsvar.
Det bliver en god gammel kending i Herning, der vender hjem igen.
Backen Kolja Afriyie er nemlig blevet løst fra sin konkrakt i den tyske 2. bundesligaklub Energie Cottbus.
Dermed vender den tyske spiller, der også har repræsenteret Esbjerg, hjem til klubben, han spillede for fra 2006 til 2010.
"Kolja var en af de bedste højrebacks i Danmark, da han forlod FCM, så det er med stolthed, at vi kan hente ham tilbage til FCM," siger sportsdirektør Jens Ørgaard til klubbens hjemmeside.
Den 29-årige spiller, hvis bedste plads er højre back, er glad for skiftet tilbage til dansk fodbold.
"Jeg ser meget frem til at komme tilbage. Jeg glæder mig meget til at se folk igen. Det er et sted, jeg føler mig godt tilpas, og der kommer nogle spændende kampe i den kommende tid. Det er klart, at jeg lige skal finde kampformen igen, for jeg har ikke spillet så meget på det sidste," siger han.
Midtjyderne spillede sig i går til tredje runde af Europa League kvalifikationen ved at slå The New Saints fra Wales med 5-2 - dermed er midtjyderne videre med samlet 8-3.