Manden, der skabte og var manager for Backstreet Boys og ’N Sync, er på flugt fra FBI.
Lou Pearlman har snydt mindst 1.400 mennesker for hundrede millioner dollars i pyramidespil. Det skriver Entertainmentvise.com.
Det vides ikke, hvor manageren er blevet af. Til gengæld ved man, at han har svindlet for omkring 317 millioner dollar. Det svarer til 1,7 milliarder kroner.
Pearlman og hans samarbejdspartnere solgte falske værdipapirer til investorer. Investorerne har i de fleste tilfælde været pensionister.
Advokaten Robert Persante, som repræsenterer otte af dem, der mistede deres opsparing i svindlen, fortæller:
»Han charmerede folk med sine showbiz-forbindelser. Han kunne endda finde på at forære rekvisitter fra boy band-tiden til folk.«
Pearlman blev sidst set offentligt 1. februar, da han overværede en prisoverrækkelse i Berlin.