Han har både tryllet en elefant og Frihedsgudinden væk, men magikeren og entertaineren David Copperfield kunne ikke gøre noget ved, at det amerikanske forbundspoliti, FBI, trængte ind i en lagerbygning, han ejer, og beslaglagde en computerharddisk, et hukommelseskort fra et videoovervågningssystem samt næsten to millioner dollars i kontanter. Det skriver amerikanske medier.
Det er småt med detaljer fra aktionen, og det er uvist, hvad Copperfields rolle er i sagen.
- Det eneste, vi kan bekræfte lige nu, er, at der var efterforskningsaktivitet i Las Vegas-området torsdag, der har forbindelse til en sag i Seattle," siger en talsmand fra FBI til Reuters.
Kilder i politiet har imidlertid fortalt Fox News at en kvinde fra Seattle har anmeldt David Copperfield for voldtægt, hvilket får flere medier til at spekulere i en sammenhæng. Voldtægten skulle angivelig have fundet sted på Bahamas.
Copperfield debuterede på amerikansk tv i slutningen af 1970’erne. Ifølge Forbez Magazine er han en af verdens rigeste entertainere med en formue på mere end 50 millioner dollars.