Kulturministeriet lavede sidste år en kanon, der blandt andet indeholdt en række bud på de bedste danske film gennem tiderne. Amerikanerne gør noget tilsvarende hvert år; de udvælger 25 film til inkludering i deres National Film Preservation Act, hvilket i praksis er en slags kanonisering såvel som en garanti for, at filmen vil blive bevaret for eftertiden under bedst tænkelige forhold.
Coen-brødrene kan nu glæde sig over at se deres drama ’Fargo’ fra 1996 medtaget som den yngste film i det gode selskab. Derudover er blandt andet den originale Rocky-film, ’En Ny Dag Truer’ og ’Sex, løgn og video’ nu blevet inkluderede, skriver Variety.com. Filmene skal have 10 år på bagen inden de kan komme i betragtning.
Listens ældste film er stumfilmen ’Trafic in Souls’ om hvid slavehandel, som vakte en del furore da den udkom i 1913.