Forfatteren til krumme-bøgerne er død.
Thøger Birkeland blev 89 år gammel, skriver tv2.dk.
Thøger Birkeland er født 1922 i Kalundborg. Efter realeksamen tog han læreruddannelsen. Efter kun tre måneder i lærergerningen fik han tuberkulose, og han var tvunget i sygesengen i et år.
På hospitalet stod en skrivemaskine, og her startede Thøger Birkelands skrive-karriere.
Thøger Birkeland fik efterhånden trykt små skitser, noveller og kronikker. Alt hvad han skrev handlede om børn og børns vilkår. I 1958 udkom den første børnebog.
Det var især historierne om familien Krumbog, som gjorde Thøger Birkeland landskendt. I 90'erne blev bøgerne filmatiseret, og alle vidste pludselig, at "det er svært at være 11 år".
Han var ved siden af forfatterlivet ansat ved Københavns kommunale Skolevæsen fra 1945 til 1979.
Kilde: tv2.dk