Mange års sukken efter praktikpladser inden for erhvervsuddannelserne ser nu endelig ud til at være løst.
Langt flere unge fik i hvert fald en praktikplads i 2010 i forhold til året før.
I 2010 blev der i alt indgået 32.842 uddannelsesaftaler eksklusive social- og sundhedsuddannelserne.
Det er en stigning på hele 22 procent i forhold til 2009.
Det viser tal, der netop er offentliggjort fra Undervisningsministeriet.
Stigningen skyldes blandt andet, at virksomhedernes præmie for at ansætte nye lærlinge er blevet sat op fra 50.000 til 70.000 kr.
Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) er utrolig glad for de nye tal.
"Det er fantastisk glædeligt, især fordi ungdomsarbejdsløsheden samtidig falder. Det viser, at de mange initiativer, som regeringen har taget, virker og kommer de unge til gode," siger hun til Newspaq.
Hun er også optimistisk for 2011, bl.a fordi den forhøjede præmie kun har virket i tre måneder i 2010.
"Den får jo fuld virkning i 2011, så jeg vil tillade mig at være temmelig optimistisk omkring 2011," siger Tina Nedergaard.
7.000 unge står dog fortsat uden en praktikplads, men de er sikret skolepraktik, understreger ministeren.
"Alle unge, der ønsker at gennemføre en erhvervsuddannelse, kan gøre det, fordi regeringen har sikret, at alle kan komme i skolepraktik. Måske ikke inden for deres førstevalg, men inden for de 12 indgange til erhvervsuddannelserne," siger Tina Nedergaard.
Der var ved udgangen af 2010 72.849 igangværende uddannelsesaftaler. Af disse var 15.325 aftaler for social- og sundhedsuddannelserne samt den pædagogiske assistentuddannelse.
3.685 elever var i gang med skolepraktik.