Det er ikke uhørt, at fodboldfans sviner spillere til, når de skifter klub. En gruppe svenske fans valgte dog at tage en af de mere ulækre metoder i brug, da de i weekenden ville fortælle den engelske spiller, James Keene, hvad de synes om hans skifte fra GAIS til Elfsborg.
GAIS-tilhængerne gjorde stop på vej til kampen mellem netop GAIS og Elfsborg foran spillerens hus.
"De tissede på huset, de havde spraymaling og sprøjtede med en eller anden dåse. Jeg bor i et træhus, så selvfølgelig var det ubehageligt," forklarer James Keene til Fotbollskanalen.se.
Selvom James Keene kender alt til fanatiske fans fra sin tid i engelsk fodbold, er han alligevel overrasket over episoden.
"Der er ingen respekt. Jeg har spillet i England, og jeg har ikke set noget lignende før. Det er ikke acceptabelt," siger han.
Englænderen blev eskorteret til kampen af to politibiler.
23-årige James Keene spillede tre år i GAIS, inden han skiftede til Elfsborg.