Fredag aften udviklede det sig til et regulært voldsorgie i Herlev, da sure fans af Herlev Hornets overfaldt ishockeyspillerne fra Esbjerg.
En time efter kampen var Esbjerg-spillerne på vej ud til deres bus, men de blev mødt af de sure fans, der slog dem både med knytnæver og med livremme, skriver eb.dk.
Nogle af de mest voldelige fans kastede ligefrem cykler mod bussen, så der også var materielle skader for mange tusinde kroner.
"Det er skadeligt for sportens omdømme, at den slags kan ske. Spillerne var naturligvis ophidsede over behandlingen og et par af dem har synlige tegn på overfaldene," siger træneren for vestjyderne, Peter Gommesen.
Esbjerg-træneren overvejer nu at klage.
"Nu vil vi bruge weekenden til at gennemgå episoden og så overveje om vi skal klage til forbundet over den skandaløse behandling. I min tid i ishockeysporten har jeg ikke været med til noget så groft," siger han.
Politiet blev tilkaldt og et par Herlev-tilhængere blev anholdt efter kampen, som Esbjerg i øvrig vandt 4-1.