Der går nok noget tid, før en 52-årig mand fra Esbjerg, igen går på rov efter diesel i andre folks lader.
Tidligt i morges listede manden sin bil ind på en gård ved Ribe og parkerede foran en af laderne. Her blev han overrasket af landmanden, bedst som han var ved at fylde bilen med stjålet brændstof.
Troede han.
For den 'diesel' han var i færd med at stjæle, var i virkelig desinfektionsvæske til ko-yvere, skriver jv.dk
Manden stod med en 20 liters dunk i hånden og var tilsyneladende på vej ind i laden for at fylde dunken op for anden gang, da landmanden opdagede ham.
Straks tog den ubudne gæst benene på nakken og efterlod bilen. Landmanden tilkaldte politiet, men da han opdagede, at der ikke var stjålet andet end desinfektionsvæske, ønskede han ikke at anmelde tyveriet.
Tilsyneladende mente den bestjålne landmand, at det var straf nok for tyven, at han nu skal tømme og rense bilens tank.