Eftersøgningen af den 52-årige kvinde, der tirsdag aften forsvandt efter en fest på Fanø, fortsætter på fuld kraft.
- Vi har en helikopter i luften, og dykkere i vandet, både ved kysten, i vandhuller og sumpområder, fortæller pressemedarbejder ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Helle Lundberg.
Onsdag ledte også både efter kvinden i farvandet omkring Fanø.
- Det gør de ikke i dag, for helikopteren kan hurtigere afsøge et større område end skibe, forklarer Helle Lundberg.
Foruden politiet deltager flyvevåbnet, beredskabsstyrelsen og hjemmeværnet i eftersøgningen.
- Desuden får vi hjælp af flere hundepatruljer fra nabokredsene, siger Helle Lundberg.
Samtidig er folk på Fanø bedt om at undersøge haver, udhuse, skure og så videre for at se, om den 52-årige skulle opholde sig dér.
Kvinden kom til Fanø i en båd sammen med en bekendt, men hun dukkede ikke op, da de skulle sejle tilbage onsdag formiddag.
Aftalen var, at den 52-årige kvinde skulle overnatte på båden i havnen efter festen, som foregik på Vestervejen i Nordby.
Men da hun udeblev i lystbådehavnen i Nordby, besluttede de pårørende at alarmere politiet.
Den 52-årige er fra Ribe. Hun er almindelig til kraftig af bygning og bærer briller. Håret er mellemblondt og skulderlangt. Hun var iført en mørk trøje, joggingbukser og korte, lyse støvler.
Hun har ikke taget sin mobiltelefon med sig, og andre personlige ejendele ligger også på båden.
/ritzau/