Finanskrisen får folk til at gøre de særeste ting for at klare skærene. I Spanien er den 42-årige svejser Sergio blevet så desperat, at han vil sælge sin nyre. Han har allerede fået et tilbud fra et tysk par, som vil betale omkring 170.000 kroner for familiefarens organ, så deres søn kan få en transplantation.
Ifølge The Times bliver Sergio dog nødt til at få foretaget operationen i et helt tredje land, fordi en sådan transaktion er ulovlig i Europa. Det kræver imidlertid også, at prøverne viser, at nyren kan bruges af den femårige dreng.
"Der er åbenbart en venteliste på fem år for en nyre i Tyskland. Men om fem år, vil drengen være død," forklarer Sergio, der selv har fire børn, ifølge avisen.
Priserne på en nyre er meget lavere uden for Europa. I Brasilien og Pakistan kan man erhverve sig en nyre for under 10.000 kroner. Det betyder også, at der er mange såkaldte transplantations-turister i mange sydamerikanske lande. Der er dog også nogle, som mener, det er mere sikkert at købe et organ i Europa.