Beredskabsstyrelsen har onsdag ændret sirenevarslets betydning.
Styrelsen har forkortet den lange remse om at gå inden døre, lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg og søge information hos DR eller TV2 til et mere enkelt budskab:
Gå ind og søg information hos DR eller TV2.
Her er et overblik over, hvordan sirenerne bliver brugt:
* Sirenerne er opsat på bygninger eller master i byområder med flere end 1000 indbyggere og kan høres af 80 % af befolkningen.
* Resten af befolkningen bliver advaret af politiet via mobile sirener.
* Der er to signaltyper med forskellig betydning.
* Signal 1 (tonen stiger hurtigt og falder langsomt igen i løbet af 45 sekunder): Gå ind og søg information på DR eller TV2.
* Signal 2 (én lang tone, der varer 45 sekunder): Faren er forbi.
* Du kan hente en app og få advarsler fra myndighederne med en alarmlyd direkte på mobilen ved større ulykker og katastrofer.
* Sirenerne afprøves første onsdag i maj.
* Frem til november 1993 blev sirenerne afprøvet hver eneste onsdag. Herefter blev de erstattet af de årlige afprøvninger, som vi kender det i dag.
* Varslingssignalerne blev indført i 1951, og dengang blev de afprøvet hver uge. I de første 17 år blev de testet hver lørdag klokken 12, men siden blev de rykket til onsdag.
Kilde: Beredskabsstyrelsen.
/ritzau/