Regeringen afsætter cirka 200 millioner kroner til en række mindre initiativer i finanslovsudspillet.
Hvis initiativer bliver vedtaget, skal de udmøntes fra 2018-2021. Få overblikket her:
* Statens Museum for Kunst, Doverodde i Thisted Kommune.
Der gives et årligt tilskud på 1,5 millioner kroner i 2018 og frem til en ny filial af Statens Museum for Kunst i Doverodde.
* Østersklækkeri, Nykøbing Mors.
Der afsættes fem millioner kroner årligt i 2018 og frem til etablering af et storskalaprojekt til dyrkning af limfjordsøsters i Nykøbing Mors.
* Modtagecenter til Østersturisme.
Der afsættes 11 millioner kroner til et modtagecenter for stillehavsøstersturisme ved Limfjorden.
* Klimasikring af flyhangaren for Zeppelin-luftskibe i Tønder.
Der afsættes 0,7 millioner kroner i 2018 til at klimasikre Zeppelin-hangaren fra Første Verdenskrig ved Tønder.
* Bocuse d'Or.
Tilskuddet til Bocuse d'Or øges med 0,5 millioner kroner årligt i perioden 2018-2021 for at øge Danmarks muligheder for at præstere på den internationale gastronomiske scene.
* Digital ajourføring og ophavsret af den oprindelige kulturkanon.
Der afsættes en million kroner i 2018 og 0,3 million kroner fra 2019 og frem til digital ajourføring af den oprindelige kulturkanon med henblik på øget tilgængelighed og fornyelse af rettigheder.
* Dansk Skoleskak.
Der gives et tilskud til Dansk Skoleskak på to million kroner årligt i perioden 2018-2021.
Kilde: Regeringens finanslovsforslag for 2018.
/ritzau/