Den daværende SR-regering nedsatte en dagpengekommission med henblik på at undersøge, hvordan det mere end 100 år gamle dagpengesystem bliver tidssvarende i forhold til det moderne arbejdsmarked.
* 27. juni 2014 nedsatte regeringen en dagpengekommission, der skal komme med anbefalinger til, hvordan dagpengesystemet kan fremtidssikres.
* Kommissionen består af fem eksperter og fire medlemmer udpeget af arbejdsmarkedets parter, der skal undersøge dagpengesystemet.
* Medlemmerne er professor Nina Smith, professor Michael Rosholm, professor Jon Kvist, professor Jens Kristiansen, professor Bertil Holmlund, LO-formand Harald Børsting, FTF-formand Bente Sorgenfrey, DA-direktør Henrik Bach Mortensen og cheføkonom Jan Olsen.
* Kommissionen skal undersøge, hvordan man forenkler og afbureaukratiserer dagpengesystemet, og om det er robust nok i forhold til et mere integreret europæisk arbejdsmarked.
* Dele af kommissionens konklusioner blev i september 2015 lækket til Politiken. Anbefalingerne går blandt andet på, at dagpengemodtagere vil få færre penge om måneden, dagpengeperioden skal forlænges fra to til tre år, mens ydelsen nedskæres.
* Kommissionen åbner også op for, at man gør det muligt løbende at genoptjene og forbruge dagpenge, hvor der optjenes to måneders dagpengeret for hver måned i beskæftigelse. Den kræver, at man reducerer ydelsen med fem procent, når den optjente dagpengeret er lavere end et år.
* Daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bad i september 2014 kommissionen om at fremrykke sine anbefalinger fra årsskiftet 2015/2016 til efteråret 2015, således at et nyt dagpengesystem kan træde i kraft 1. januar 2016.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet og Politiken.
/ritzau/