Verdens muligvis største forekomst af de sjældne jordarters metaller findes i Kvanefjeld, som ligger ved byen Narsaq i det sydlige Grønland.
Men jorden indeholder også det radioaktive grundstof uran. Hvis uran skal udvindes og eksporteres, giver det sikkerhedspolitiske udfordringer for Danmark og Grønland, ligesom en tilladelse kræver ja fra både Danmark og Grønland.
* Uran er et naturligt grundstof, som kan findes i klipper, jord, vand og i levende væv hos dyr og mennesker. Det er et sølvgråt metallisk grundstof, der er betydeligt tungere end bly.
* Uran er mest kendt for sine radioaktive egenskaber. Det gør det interessant i forbindelse med kommerciel anvendelse - primært inden for energiproduktion.
* Uran er et kontroversielt grundstof, da det kan risikere at falde i hænderne på såkaldte slyngelstater, som kan bruge det til blandt andet militære formål.
* I Grønland er det primært i Kvanefjeld, der er fundet forekomster af uran. Der er store mængder af det radioaktive grundstof - muligvis verdens femtestørste kendte forekomst.
* Mineselskabet Greenland Minerals and Energy vil grave uranen op i forbindelse med et større mineprojekt med udvinding af de eftertragtede sjældne jordarter, som blandt andet bruges i produktionen af moderne telefoner.
* Den grønlandske regering overvejer at lade radioaktive grundstoffer som uran indgå som de mineraler, man må udnytte. På nuværende tidspunkt fastholdes dog en nultolerance-politik.
* Til foråret afleverer det grønlandske råstofdirektorat en redegørelse, der skal fastslå en eventuel uranbrydnings påvirkning af blandt andet folkesundheden og miljøet. Det kan danne grundlag for en ændret politik.
* Der tegner sig et flertal i Folketinget i Danmark for at tillade udvinding af uran.
/ritzau/