Nordea har torsdag præsenteret sit regnskab for tredje kvartal 2017. Heri offentliggør banken blandt andet planer om at skille sig af med 6000 ansatte, heraf 2000 konsulenter.
Her kan du blive klogere på Nordea, der er den største finanskoncern i Norden:
* Storbanken Nordea har omkring ti millioner privatkunder og 540.000 erhvervskunder.
* Ud over at drive bankforretninger gør Nordea sig også inden for blandt andet pension, realkredit og forsikring.
* Nordea har omkring 600 filialer og 31.918 fuldtidsansatte ved udgangen af tredje kvartal. Sidstnævnte antal skal altså slankes med omkring 6000 ansatte på sigt.
* Nordea er til stede i Danmark, Sverige, Norge og Finland og også på nye markeder som Estland, Letland, Litauen og Rusland.
* De fire nordiske banker Nordbanken i Sverige, Merita Bank i Finland, Unibank i Danmark og Christiania Bank og Kreditkasse i Norge fusionerede fra slutningen af 1990'erne og er siden 2001 blevet drevet under navnet Nordea.
* Nordea har trods sin korte livshistorie rødder tilbage til starten af 1820'erne. Nordeas "familietræ" omfatter således flere end 300 banker.
* Bankens topchef er finnen Casper von Koskull, der afløste danske Christian Clausen i 2015. Bestyrelsesformanden er en anden finne, Björn Wahlroos.
* Bankens hovedsæde er i dag i den svenske hovedstad, Stockholm, men Nordea har besluttet at flytte sit hovedsæde til Helsinki i Finland.
* Nordea er børsnoteret i Stockholm, København og Helsinki, hvor hovedsædet altså i fremtiden kommer til at ligge.
Kilde: Nordea.
/ritzau/