Der er meget få rosende ord til EU's landbrugsreform, der blev færdigforhandlet af EU-Parlamentet og medlemslandene tirsdag aften.
Blandt andet ændringer af reglerne for støtte til landbrug og udvikling af landdistrikter står for skud.
Her er reaktionerne:
* Margrete Auken, MED (Medlem af EU-Parlamentet) for SF:
- Det er en bedrøvelig affære. Håbet om en grøn og retfærdig landbrugspolitik i fremtiden svinder. Der kom intet loft over, hvor meget de store landbrug kan blive støttet, og de grønne vilkår er gennemhullede.
- Eksportstøtten til at udkonkurrere ulandenes landbrugsproduktion er opretholdt, og der er åbnet op for, at landdistriktsstøtten i stort omfang kan overflyttes til den direkte landbrugsstøtte. Den bliver meget svær at stemme for.
* Christel Schaldemose, MEP for Socialdemokraterne:
- Overordnet er der for mange ting, der trækker i den forkerte retning. Vi havde gerne set en grønnere landbrugsreform. Mange medlemslande vil bruge fleksibiliteten til at flytte flere penge fra udvikling af landdistrikter over til den direkte landbrugsstøtte.
- Der er nogle ting i reformen, der er okay. Men hovedindtrykket er, at vi kommer til at spilde de næste syv år. Vi kunne have fået et grønnere og mere konkurrencedygtigt landbrug - men det har vi ikke fået.
* Jens Rohde, MEP for Venstre:
- Jeg appellerer indtrængende regeringen til at give dansk landbrug en konkurrencegaranti. Regeringen skal forsikre, at den ikke uafhængigt af andre lande flytter midler fra den direkte landbrugsstøtte til landdistriktsmidlerne og dermed øger konkurrencegabet yderligere mellem Danmark og de øvrige europæiske lande.
- Hvis regeringen vælger at flytte midler fra den direkte støtte til landdistriktspuljen, risikerer vi massive jobtab i den danske fødevaresektor. Det kan ingen, heller ikke regeringen, være tjent med.
* Christian Ege, sekretariatsleder hos Det Økologiske Råd:
- Det kan meget vel være årtiets vigtigste beslutning for den danske natur og miljø. Natur og miljø bliver finanskrisens helt store tabere i EU, og også i Danmark, hvis regeringen ikke formår at træffe beslutning om at overføre penge til natur og miljø.
- Uden overflytning af EU-penge til miljøstøtte står Danmark reelt uden mulighed for at opfylde Vandrammedirektivet, stoppe tabet af biodiversitet eller standse landbrugets negative påvirkning af klimaet.
/ritzau/