745.000 ansatte i kommuner, regioner og staten skal have forhandlet nye aftaler om løn og arbejdsvilkår på plads.
Forhandlingerne blev forsinket, fordi fagforeningerne stod samlet bag et krav om, at lærerne skal have en ny arbejdstidsaftale, der skal afløse et lovindgreb fra 2013.
Men siden 22. januar har der været gang i forhandlingerne igen, og de er nu i den afsluttende fase, hvor topforhandlerne i kommuner og regioner afventer det statslige område.
Læs om overenskomster og forhandlinger her:
* En overenskomst er en aftale mellem et fagforbund og en arbejdsgiverorganisation.
* Aftalen omhandler forhold som løn, arbejdstid, ferie, efteruddannelse, indbetaling til pension, særlige rettigheder for seniorer og vilkår under sygdom og barsel.
* Der forhandles typisk om nye aftaler hvert andet eller tredje år.
* I 2017 blev overenskomsterne fornyet for cirka 600.000 ansatte i det private erhvervsliv.
* De gamle overenskomster for det offentlige område udløber 1. april 2018.
* Forhandlingerne om at få nye aftaler på plads for ansatte i det offentlige blev indledt i løbet af efteråret 2017, hvor de faglige organisationer formulerede og prioriterede krav på vegne af medlemmerne.
* Herefter koordineredes fælles krav i forhandlingsfællesskaber på det statslige, det kommunale og regionale område.
* Forhandlingerne gik for alvor i gang i midten af december, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere udvekslede krav.
* Hvis parterne på et område ikke selv kan blive enige, overgår forhandlingerne til Forligsinstitutionen. Her træder en mægler til.
* Hvis enten arbejdsgiverne eller lønmodtagerne forkaster et mæglingsforslag fra Forligsinstitutionen, bliver der konflikt.
* I sidste ende kan en konflikt ende med, at regeringen bryder ind og løser konflikten med et lovindgreb.
Kilder: Offentligt Ansattes Organisationer (OAO), Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (Faos) på Københavns Universitet og Ritzau.
/ritzau/