Godt nok giver aktier i flyselskabet Ryanair et pænt afkast. Men man kan som fagforbund ikke tillade sig at tjene penge på et selskab, der ikke vil tegne overenskomster. Og som har erklæret den danske model for arbejdsmarkedet krig.
Sådan er holdningen hos Dansk Journalistforbund. Forbundet forlanger derfor nu, at pensions-selskabet PFA sælger sine aktier i Ryanair. Der er tale om aktier til en værdi af cirka 19 millioner kroner.
- Hvis det stod til os, ville det være rigtigt fint, hvis PFA sælger aktierne, for vi kan ikke acceptere at tjene penge på Ryanair, siger Lars Werge, som er formand for Dansk Journalistforbund, til fagmediet Journalisten.
Adspurt om hvilken forskel det skulle gøre, at PFA har aktier i Ryanair for nogle få millioner kroner, siger Lars Werge til Journalisten:
- Jeg tror ikke, at nogle millioner gør den store forskel. Men man skal ikke underkende signalværdien i det. Den danske fagbevægelse har kæmpet i fællesskab mod Ryanair. Et af de midler, vi har, er at bruge vores taleret til at slå til lyd for, hvad vi mener.
- Dansk Journalistforbund støtter naturligvis ikke investeringer i selskaber, der undergraver overenskomsterne og den danske model så systematisk, som Ryanair gør.
PFA undersøger selv sagen
Lars Werge vil på et snarligt møde forlange, at aktierne i Europas største og økonomisk mest succesrige selskab sælges.
- Hvis PFA fortsat har aktier i Ryanair, når Mediernes Pension holder det næste halvårlige møde i maj, så vil jeg sige til PFA, at vi ikke skal tjene penge på hvad som helst, siger Lars Werge til Journalisten. Han er også bestyrelsesmedlem i Mediernes Pension.
For at aktierne i Mediernes Pension under PFA kan afhændes, skal både journalisternes forbund og Danske Mediers Arbejdsgiverforening være enige.
Administrerende direktør i Danske Mediers Arbejdsgiverforening, Thomas Rønnow, har ikke ønsket at kommentere sagen på nuværende tidspunkt over for Journalisten.
PFA er for øjeblikket selv i gang med at undersøge, om Ryanair driver virksomhed på et ansvarligt grundlag.
- Vi har fået lavet et grundigt forarbejde, og nærmer os derfor at kunne træffe en beslutning, hedder det i redegørelsen fra PFA, som Journalisten har læst.
Læs Avisen.dk's dækning af Ryanair her.