Arbejdsgiverne er slet ikke opmærksomme nok på, hvad det er for en situation, som de offentlige ansatte bliver sat i, nu hvor staten ryster posen og flytter rundt på 3.900 mennesker.
Sådan lyder opråbet fra lønmodtagerorganisationen DJØF Offentlig.
Organisationens formand mener, at det er på tide, at arbejdsgiverne kommer på banen og viser, at de er parate til at finde de gode løsninger.
- Vi har lagt gode forslag på bordet. Vi så meget gerne, at de bolde også blev grebet på den anden side af bordet, siger Lars Qvistgaard til Avisen.dk.
Udmeldingen kommer i kølvandet på, at en ny undersøgelse viser, at det kun er 3 ud af 100 offentlige ansatte, der vil flytte med til provinsen. Det er fagforbundet DJØF, der har fået svar fra 558 berørte medarbejdere.
Vil arbejdsgiverne ikke hjælpe?
Det bør give arbejdsgiverne stof til eftertanke, når den dugfriske undersøgelse viser, at der er meget færre ansatte end forventet, der vil rykke med arbejdspladsen, mener Lars Qvistgaard.
Indtil videre har arbejdsgiverne ikke lyttet ordentligt til lønmodtagerne, påpeger han. Og den manglende lydhørhed undrer ham.
- Jeg går ud fra, at arbejdsgiverne gerne vil have, at de ansatte flytter med. Så der er behov for, at man tager en dialog om, hvilke rammer der skal til, siger Lars Qvistgaard.
Konkrete anvisninger for, hvordan flytningen skal være for at blive god, er lige nu en mangelvarer, mener han.
De ansatte efterspørger nemlig i høj grad mere information om, hvad flytningen betyder for den enkelte, fortæller Lars Qvistgaard.
Cheferne må huske de ansattes familie
Lars Qvistgaard minder om, at det ikke kun er den enkelte medarbejder, der bliver påvirket af flytningen. I mange tilfælde vil der være tale om en hel familie.
Over halvdelen af de offentligt ansatte, der ikke vil flytte, angiver netop familien som den primære årsag til, hvorfor de ikke kan tage fra hovedstadsområdet, viser undersøgelsen.
Når 54 procent angiver, at det er deres familie, der får dem til at droppe at flytte, vidner det om, at arbejdsgiverne må tænke bredere i forhold til, hvem de skal hjælpe.
- De her flytninger handler om hele familien. Det er en samlet pakke. Og den statslige arbejdsgiver kan måske ikke tage så stort ansvar for ægtefældens job, men arbejdsgiveren kan i hvert fald sørge for at gøre flytteomkostningerne mindre, siger Lars Qvistgaard.
Og det er under al kritik, hvis arbejdsgiveren ikke sørger for, at der også er hjælp at hente for de ansatte, der ikke kan flytte, mener han.
- Arbejdsgiveren bør hjælpe folk, for det er da god arbejdsgiveradfærd at hjælpe folk godt videre i arbejdslivet, siger han.
Det er da også kun 23 procent af de adspurgte i DJØF-undersøgelsen, der tror, at det bliver let for dem at finde et nyt job.
Regeringen stikker hovedet i busken
Men det er ikke kun arbejdsgiverne, der bærer skylden for den dårlige ledelsesmæssige håndterring af udflytningen, mener Lars Qvistgaard.
Dem, der står bag beslutningen, bør også melde sig på banen og helst så hurtigt som muligt.
- Vi har ikke hørt meget fra regeringen om, hvad den synes. Regeringen har tværtimod stukket hovedet i busken frem for at tage en dialog med os om, hvad der skal gøres, siger han.
Der burde især komme tydelige signaler fra Finansministeriet om, hvilke rammer flytningen kan foregå indenfor, forklarer han.
Det ville eksempelvis være gavnligt, hvis finansministeriet meldte ud, om de statslige arbejdsgiverne kan lokke medarbejdere med højere lønninger, mener Lars Qvistgaard.
- Løn spiller jo ind i forhold til, hvad folk bliver motiveret af, hvis de skal flytte, siger han.
I DJØF mener man desuden, at der bør laves en såkaldt jobbyttebørs, der skal være en pulje af statslige medarbejdere, som ønsker at flytte med en statslig institution til en anden del af landet.
Og så kæmper fagforbundet for, at medarbejderne får fortrydelsesret, hvis de er flyttet, fortæller Lars Qvistgaard.