Kvinde - nyd din sidste arbejdsdag og hold fri resten af året.
Sådan lyder opfordringen fra 3F, HK, Socialpædagogerne og FOA til kvinderne i dag den 1. november.
Det skyldes, at kvinder tjener 18 procent mindre end mænd.
Derfor er det også rimeligt, at de arbejder 18 procent mindre - det vil sige, holder fri fra 1. november og resten af året.
"Det er et problem, som skal løses. Kvinder skal selvfølgelig have samme løn som mænd, hvis de udfører samme arbejde", siger forbundssekretær Claus Jørgensen, 3F.
Socialpædagogernes formand påpeger, at det stadig er bedre lønnet at arbejde inden for typiske mandefag end kvindefag.
"100 kr. i timen. Så meget mere tjener diplom-ingeniøren, der arbejder med byggesager, end socialpædagogen, der arbejder med menneskeskæbner. Lønforskellen viser, at samfundet systematisk favoriserer arbejde med søm og skruer frem for sundhed og sociale indsatser," siger Kirsten Nissen, formand for Socialpædagogerne.
Og i HK ønsker man, at ligelønsloven skal laves om.
"Det er direkte pinligt, at ligelønsloven fra midten af 70'erne stadig ikke virker. Derfor skal den selvfølgelig laves om," siger næstformand for HK, Mette Kindberg.
HK mener, at det skal være lovpligtigt for alle virksomheder med 10 eller flere ansatte at lave kønsopdelte lønstatistikker.
"Mere åbenhed om løn vil gøre det sværere at diskriminere", siger HK-næstformanden.
Forbundsformand for FOA, Dennis Kristensen, påpeger, at løngabet mellem mænd og kvinder ikke har rykket sig nævneværdigt de sidste 30 år.
"Vi kan ikke vente yderligere 30 år. Så måske er det snart på tide, at der bliver taget andre og skrappere midler i brug", siger Dennis Kristensen.