Betalingsringen ville hverken have løst trængselsproblemerne, skabt bedre miljø eller givet penge nok til at forbedre den kollektive trafik.
Derfor er det godt, at planerne nu er skrinlagt. Sådan lyder dagens toner fra fagbevægelsen.
"Vi har hele vejen igennem kæmpet mod ideen om en betalingsring, og statsministeren skal have stor ros for at træffe den modige beslutning," siger forbundsformand i Dansk Metal, Thorkild E. Jensen.
I Dansk Metal mener man, at en betalingsring ville ødelægge mobiliteten på arbejdsmarkedet i hovedstaden.
Samme melding kommer fra Håndværksrådet, der repræsenterer 20.000 små og mellemstore virksomheder.
Her viste en måling blandt medlemmerne for nylig, at hver fjerde håndværksmester forventede at udføre færre opgaver i hovedstaden, når ringen stod klar.
"Det nytter ikke at drive trafikpolitik ud fra ideologi. Det, der er brug for, er praktiske løsninger på de trængselsproblemer, som hver dag generer virksomheder og bilister på vej ind og ud af København og for den sags skyld også andre af de store danske byer," siger afdelingschef i Håndværksrådet, Frank Korsholm.
Håndværksrådet er positiv overfor en gps-baseret teknologi med roadpricing, som ifølge eksperter vil kunne være klar i løbet af nogle år. Derudover ser Håndværksrådet på sigt også muligheder i en havnetunnel.
"Det er langsigtede løsninger. Men indtil de er klar, er der også en række andre skruer, som regeringen kan dreje på for at får trafikken til at glide lettere i myldretiden," siger Frank Korsholm.
I Dansk Metal glæder man sig over, at der kommer flere penge til den kollektive trafik.
"Den kollektive trafik er blevet udsultet de seneste ti år, og derfor er det helt rigtigt, at regeringen nu lægger op til at øge investeringerne. Det kan være med til at få flere til at blive i den kollektive trafik," mener Thorkild E. Jensen, der også bakker op om idéen om at nedsætte en trængselskommission.