Siden 2007 har færre og færre valgt at gå på efterløn. I andet kvartal i år var 98.500 personer på efterløn. I tredje kvartal i 2007 var tallet 140.200.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Mens antallet af 60-63-årige efterlønsmodtagere stort set har været uændret det seneste kvartal, er der kommet færre efterlønsmodtagere på 64 år.
Det er især kvinderne, der trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet før pensionsalderen.
I andet kvartal var omkring en tredjedel af de 60-64-årige kvinder på efterløn, mens det samme kun gjaldt for omkring en fjerdedel af de 60-64-årige mænd.
Det seneste kvartal er andelen af efterlønsmodtagere ud af alle 60-64-årige faldet i hele landet.
Bornholm har stadig den højeste andel af efterlønsmodtagere på 35,9 procent, mens Byen København har den laveste andel med 21,5 procent i andet kvartal 2013.
/ritzau/